I blå blok vil vi gå fra system til samfund

Af Alex Vanopslagh, formand for Liberal Alliance, Inger Støjberg, formand for Danmarksdemokraterne, Mona Juul, formand for Det Konservative Folkeparti og Morten Messerschmidt, formand for Dansk Folkeparti

Bragt i Berlingske d. 5. januar 2025

Der er et alternativ til regeringen og rød blok. Alternativet er borgerligt, og det bygger på en fundamental tro på, at politik laves med danskerne og fællesskabet i centrum, ikke systemet eller staten. Byggematerialerne i blå blok er lavet af frihed, danske værdier, en sund økonomi og ikke mindst en respekt for skatteborgernes penge.

Danmark er et vidunderligt land – ikke mindst fordi, det er vores. Et land med dybe rødder i Europas jord, hvor flittige hænder, kloge hoveder og varme hjerter har skabt et samfund, der er noget ganske særligt. Hvor mennesker er frie – til at tage ansvar, til at vælge deres egen vej i livet, til at tale og tænke, til at skabe nyt og bygge videre. Med en smuk tradition for at udrette store ting i fællesskab.

Men vi politikere har ikke forvaltet vores arv ordentligt. De sidste årtier er bureaukratiet eksploderet, velfærden er sandet til, mange lokalsamfund er blevet udhulet, sammenhængskraften er svækket, og væksten er stagneret og skabes af få, store virksomheder.

Ved at gå i stå

Respekten for danskernes hverdag er faldet, og tilliden til politikere styrtdykket. Vi er ikke længere dét land, vi ellers er så stolte af at være. Danmark er på mange områder ved at gå i stå. Men sådan behøver det ikke at være. Der er et borgerligt fundament, vi kan bygge en bedre fremtid for Danmark på. Det samles vi fire partier nu om.

Vi vil arbejde for en fremtid med mindre bureaukrati. Danskerne, virksomhederne, foreningerne og velfærdens varme hænder døjer med mere og mere bureaukrati, imens der er jobfest i den offentlige administration.

Siden Mette Frederiksen blev statsminister, er der ansat 17.000 flere kolde hænder i staten. Det kalder på, at vi politikere forpligter os på at nedbringe bureaukratiet og skære ned på antallet af bureaukrater i staten med en bindende bureaukratilov.

Vi vil arbejde for en fremtid, hvor der er respekt for skatteborgernes penge. Alt for mange skattekroner bliver klattet væk på unødvendige og dybt urimelige ting, lige fra vanvittige bureaukratiske manøvrer i den offentlige sektor til fejlslagne integrationsprojekter eller økonomisk støtte til organisationer, der fremmer en bestemt partipolitisk dagsorden. Danskerne skal ikke føle sig til grin for deres egne penge.

Vi vil arbejde for en fremtid med mere frit valg og nærhed i velfærden. Danskernes forventning til velfærden stiger og stiger, uden at hverken pengene eller medarbejderne kan følge med. Det kalder på nytænkning og på en reel frisættelse af velfærden, hvor borgerne bliver sat fri til at vælge, og de varme hænder bliver sat fri til at bruge deres faglighed. Det er sådan, at danskerne kan få den nærhed i deres velfærd, som de med rette forventer.

Fjerne skrivebordsbeslutninger

Vi vil arbejde for en fremtid, hvor vi er bedre til stå vagt om sammenhængskraften. Mange lokalsamfund har oplevet at miste deres nære velfærd på grund af skrivebordsbeslutninger langt fra deres hverdag, og samtidig har vi åbnet døren for for mange mennesker, der hverken kan eller vil tage del i det danske fællesskab.

Vi skal give borgerne nærheden tilbage i de politiske beslutninger og beskytte danskerne, danske traditioner og danske værdier, når de bliver udsat for et modtryk fra mennesker, der ikke ønsker at tage del i dem.

Et konkret eksempel er tildelingen af statsborgerskab, hvor vi er helt enige om, at vi skal stramme op, så der ikke gives dansk statsborgerskab til mennesker, der ikke bærer de danske, liberale og demokratiske værdier i hjertet.

Vi vil arbejde for, at danskerne i alle grupper, alle aldre og i alle dele af landet har de bedst mulige betingelser for at bruge talenter til at bygge videre og skabe nyt. Vi skal gøre Danmark til en vindernation igen, og vi vil genrejse folkeskolen, så alle elever gennem deres skoletid får både kundskaber og dannelse med sig videre i livet.

Vi vil arbejde for en fremtid, hvor danskerne ikke konstant skal lægge øre til bedrevidende belæringer om deres livsstil, sprog og traditioner fra offentlige institutioner, som bøjer sig for små mindretals højlydte krav om særbehandling. Det er ikke en politisk opgave at lave om på danskernes værdier og livsvalg. Det er vores opgave at give danskerne plads til at leve i pagt med hverdagens fornuft.

Vi står sammen om vores borgerlige menneskesyn - om troen på, at det meningsfulde liv leves i familierne, i foreningerne og på arbejdspladsen, hvor vi forvalter dét, som vi har fået i arv, med tanke på, at vi en dag ikke er her længere.

Danskerne er ikke født som klienter i et offentligt system eller som arbejdsenheder i et regneark, som en teknokratisk regering kan sidde og justere på i arbejdsudbuddets hellige navn. Vi tror på en fremtid med mere mening og værdighed i danskernes liv.

Det er en fremtid, som vores nuværende regering enten ikke vil eller kan bringe os frem mod. Den kom til verden som et arbejdsfællesskab. Siden blev den et kontorfællesskab, men nu virker det til, at alle tre parter det meste af tiden arbejder hjemme i deres egen lejr.

En regering uden fælles værdier er en regering uden fælles retning. Men så er det heldigt, at danskerne på et tidspunkt igen får muligheden for at stemme på den retning, som Danmark skal i.

Vi kan se, at Socialdemokratiet gør meget ud af jagten på en borgerlig statsministerkandidat. Og det er jo meget sigende: Når man ikke har noget projekt, kan man kun gå op i personer.

Men det vigtigste for os er ikke hvem, der skal have magten, men hvad den skal bruges til. Hvilket fundament, den står på. Det er ikke op til Socialdemokratiet eller os. Det er op til danskerne.

Men vi kan godt forstå, hvis mange danskere sidder med en tanke om, at vi borgerlige ikke kan sammen. Det er vores ansvar at genvinde danskernes tillid, så vi kan tænde håbet om en ny borgerlig regering, der fører borgerlig politik - ikke fordi, vi er ens eller enige om alt, men fordi, vi faktisk gerne vil vinde i fællesskab.

I det kommende år vil vi fire partier konkretisere vores visioner for en anden retning for Danmark. Der er heldigvis meget at bygge på. Vi vil lancere fælles borgerlige idéer og forslag, som streg for streg vil tegne et tydeligt billede af et borgerligt Danmark, hvor der er højt til loftet, og hvor det er danskerne og ikke staten, der er i centrum.

Den borgerlige bygning er ikke helt færdigbygget endnu, men det borgerlige fundament er solidt. Og vi glæder os til at vise danskerne, hvad man kan bygge på sådan ét.